Der var meget galt i planlægningen af et testcenter for vindmøller i Østerild Klitplantage. Men takket være et stærkt og vedholdende pres fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening fik staten undervejs tilvejebragt den mest nødvendige viden og sat afværgeforanstaltninger ind.
Derfor har EU Kommissionen nu lukket den sag, som Danmarks Naturfredningsforening rejste i bekymring for, at beskyttet natur ville lide skade af de store møller.
Som udgangspunkt er det ikke et EU-anliggende, når Danmark placerer store tekniske anlæg i uforstyrrede naturområder. I sagen om Østerild mente DN dog, at EU-lovgivningen blev overtrådt, fordi de forudgående miljøvurderinger var yderst mangelfulde og fordi der ikke var taget stilling til, hvordan man undgår skader på omkringliggende EU-beskyttede Natura 2000-områder.
- Vi tager selvfølgelig kommissionens afgørelse til efterretning og konkluderer, at vores indsigelser mod testcentret i Østerild heldigvis har betydet, at efterfølgende planlægning for testvindmøller andre steder i landet og på havet er foregået i en betydeligt bedre proces med mere inddragelse af relevante organisationer samt bedre planlægningsgrundlag, siger Nora Skjernaa Hansen, naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
Foreningen fremhæver, at Kommissionen anerkender, at der var en mangelfuld proces og at den nødvendige viden blev tilvejebragt i små bidder helt frem til lovens vedtagelse, men altså ikke forelå samlet og overskueligt for befolkningen eller politikerne i form af en gennemarbejdet VVM-redegørelse. Og Kommissionen medgiver også DN, at der meget sent i processen blev skudt afværgeforanstaltninger ind, som først senere blev specificeret.
Den hårde kamp mod testcentret betyder ifølge Kommissionen, at der nu er iværksat et relativt omfattende overvågningsprogram, som vil gøre det muligt – forudsat der er politisk vilje - at tilpasse projektet til eventuelle uforudsete konsekvenser for naturen. DN kritiserer dog fortsat, at man vedtog projektet uden at have gennemført undersøgelser af fuglenes trækruter i området.
- Vi anerkender, at visse forhold blev forbedret undervejs, og i særdeleshed vil vi bruge sagen fra Østerild til at erindre beslutningstagerne om, at når vi planlægger for vindmøller og andre tekniske anlæg i fremtiden skal det ske med ordentlige undersøgelser af konsekvenserne for natur og miljø. Nu glæder vi os til den handlingsplan, der for alvor kan bringe landbrugsområderne i spil til fremtidens store vindmøller på land. Det er helt nødvendigt for at beskytte de få uforstyrrede naturområder, vi har tilbage i Danmark og mindske fragmenteringen af naturen, siger Nora Skjernaa Hansen.
DN sidder med i en arbejdsgruppe nedsat af Miljøministeren om fremtidig vindmølleplacering på land. DN taler her for at forbedre mulighederne for placering på landbrugsjord frem for at undersøge placeringer i beskyttet natur. Udvalget afrapporterer til Miljøministeren efter sommerferien.
En plan for placering af 500 MW vindmøller i kystnære havområder er i høring frem til den 26. august 2012 og DN gransker nu planlægningen og forslaget.
Nora Skjernaa Hansen
Tine Gjerløv