Søheden Skov i Brønderslev skal fredes

3. juli 2012
I hvert fald hvis det står til Danmarks Naturfredningsforening (DN), som netop har rejst en fredningssag for 95 hektar skovklædt og stærkt kuperet landskab i Brønderslev kommune. Fredningen vil forhindre grusgravning i området og forhindre, at stier bliver nedlagt. I stedet vil skovens rekreative, landskabelige og naturmæssige kvaliteter få forrang, så det unikke landskab midt i Jyske Ås bliver til glæde også for kommende generationer.

Det er truslen fra råstofgravning eller salg af skoven til private, der får DN til at rejse fredningsforslag for området. Søheden Skov er stærkt kuperet med mange skovklædte bakker og fugtige lavninger, siger Lars Schönberg-Hemme, formand i DN Brønderslev:

- Landskabet er enestående med sin centrale beliggenhed midt i Jyske Ås og højeste punkt på 96 m over havet. Det omfatter nogle af de største natur- og landskabsværdier i Jyske Ås. Der ud over har de rekreative interesser de senere år fået fortrin i området gennem en målrettet indsats fra Brønderslev Kommune.

Råstofgravning truer Søheden Skov
Region Nordjylland udlagde i 2008 en del af Søheden Plantage som interesseområde for råstofgravning. Det var stik imod kommunens, Naturstyrelsens og forskellige naturorganisationers anbefalinger, der samlet gik i retning af, at det er de landskabelige interesser der bør vægtes i dag. I forbindelse med den kommende råstofplan, som forventes vedtaget ved udgangen af 2012, har Regionen ønsket at ændre status for det udpegede råstofinteresseområde, så det i stedet får status som graveområde, og dermed rykker nærmere en konkret gravetilladelse.

Efter hård kritik fra både kommunen, Naturstyrelsen, og en lang række organisationer har Regionen nu tilkendegivet, at den er indstillet på at droppe udpegningen som graveområde. Udpegningen som interesseområde står imidlertid fortsat ved magt. Derfor kan det ikke afvises, at der en dag skabes endeligt grundlag for gravning, påpeger Lars Schönberg-Hemme:

- For at sikre de store naturmæssige, rekreative og i særdeleshed unikke landskabelige værdier, har DN rejst fredningssagen, som dels kan sikre imod råstofgravning, at skoven fremover drives endnu mere naturnært end i dag, dels at stierne i området ikke nedlægges og dels, at de rekreative interesser altid har fortrin, uanset at en del af Søheden Skov ligger ovenpå noget af landets bedste betonsand.

Skoven er din
Brønderslev Kommunes projekt Skoven Er Din startede i 2004 i Søheden Plantage, der er fredningsområdets vestlige del. Projektet handler om, at inddrage borgere i at ændre den dengang tætte nåletræsskov til blandingsskov med mere løvtræ. Både familier og kommunens institutioner kunne få tildelt få et lille stykke skov, så især børn og unge får opbygget ejerskab eller tilhørsforhold til skoven og dermed til naturen i almindelighed. Projektet blev en stor succes og har nu satellitter fra øst til vest i kommunen.

Projektet er fulgt op af et andet projekt vedrørende både Lunken (den østlige del af fredningsområdet, som er ejet af Naturstyrelsen) og Søheden Plantage ud fra et ønske om at arbejde sammen, bruge ressourcerne optimalt og at koordinere indsatsen i de to områder, så de fremstår som et samlet naturområde for offentligheden. Skoven Er Din projektet rettes primært mod børnefamilier og den stille skovvandrer for at fremme muligheder for naturoplevelser og øget fysisk og psykisk sundhed.

- Søheden Skov, som vi ønsker fredet, har gennem mange år været udlagt til særlig værdifuldt landskab, større uforstyrret landskab og økologisk forbindelse, både i den tidligere regionplan for Nordjylland og nu i kommuneplanen for Brønderslev. Fredningsforslaget understøtter den overordnede planlægning, som beskytter området imod ødelæggelse. Samtidig sikrer fredningen, at de igangværende projekter om at øge biodiversiteten og at gøre området mere rekreativt, kan fortsætte uanset ændret politisk fokus, siger Lars Schönberg-Hemme.

Fredningsnævnet indkalder til offentligt møde om sagen i løbet af sensommeren.


Ta' naturens parti!
Støt Danmarks Naturfredningsforening SMS NATUR til 1999 - så giver du 150 kr. (+ alm. sms takst).

 


Søheden Skov med sine mange fugtige lavninger og kuperede skovklædte bakker er truet af råstofgravning.

Læs mere om fredninger

  • Se DN's fredningsstrategi
  • Hent fredningsforslag
  • Se fredningskendelser 
  • Se det aktuelle fredningsforslag

www.dn.dk/fredning

FAKTA - om Søheden Skov

Jyske Ås er - trods sit navn - ikke en ås. Den blev skabt ved slutningen af sidste istid, formentlig som en randmorænedannelse under et genfremstød af Nordøstisen for 16 til 15.000 år siden. Efter istiden har rindende vand eroderet sig dybt ned i højderyggen. Landskabet er stærkt kuperet med snævre, dybe dale og høje bakker. Skønt de tidligere hedebakker nu til dels er skovdækkede, er der stadig mange steder mulighed for at nyde den flotte udsigt over det storslåede og dramatiske landskab.

FAKTA - Danmarks ”bjerge” mangler beskyttelse

FAKTA - Danmarks ”bjerge” mangler beskyttelse
Fredningssagen sætter fokus på, at vores istidsskabte bakker og spændende geologiske formationer generelt savner beskyttelse. Mange af disse områder indeholder samtidig store naturværdier og kulturhistoriske interesser, som er bevaret intakte på grund af områdernes kuperede karakter, der har gjort dem uegnede til intensiv landbrugsproduktion i nyere tid.

Kontakt DN Brønderslev

DN Brønderslev, formand Lars Schönberg-Hemme, tlf.: 98 85 16 95