Grøftekanter – for tidlig slåning

Danmarks Naturfredningsforening i Odder har fået en række henvendelser om kommunens grøftekanter. Vi mener derfor, at der er behov for en præcisering af reglerne for vedligeholdelsen. I første omgang har DN sendt sagen til Grønt Råd.
Vi har konstateret, at slåningen begynder allerede i begyndelsen af maj. Det er imod forskernes anbefalinger – ifølge Park & Landskab på Københavns Universitet bør slåningen først finde sted i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Vej & Park forklarer den tidlige slåning med sparerunden – man har kun én maskine, der skal klare samtlige grøftekanter. Hvad er Grønt Råds holdning til den udmelding?
Ved forårsslåningen lægges der ifølge Vej & Park et skår på ca. 1 meter, dog bredere ved vejudmundinger og hvor oversigten er dårlig. DN ønsker naturligvis ikke at bringe trafiksikkerheden i fare, men adskillige steder i kommunen har vi konstateret langt bredere skår, typisk 2 meter. Vi ønsker derfor Grønt Råds opbakning til en præcisering – at det acceptable er 1 meter, hvor der ikke er hensyn at tage til trafiksikkerheden.
Flere og flere steder er private begyndt at slå grøftekanter langs kommunens veje. Grøftekanten får en tur med havetraktoren og ender efter få år som græsplæner. Ifølge Vej & Park vil man ikke bruge resurser på at forbyde grundejere at gøre det. DN foreslår derfor en oplysningskampagne, hvor det forklares, hvorfor grøftekanterne er en vigtig biotop, gerne suppleret med en tekst på kommunens hjemmeside, hvor principperne for vedligeholdelsen af kommunens grøftekanter forklares.
Et særligt problem er Åkjær, et af landets største godser. Langs alle godsets veje er samtlige grøftekanter blevet slået i årevis, også længe efter at godsets dispensation udløb (Åkjær fik dispensation fordi der angiveligt var flyvehavre i nogle grøftekanter). Åkjærs praksis er tilsyneladende stiltiende blevet accepteret af Odder Kommune, men er det rimeligt? Også det ønsker vi at høre Grønt Råds mening om.

 

 

Bemærkninger fra DN i Odder til planerne for VitaPark

 Bemærkninger fra Danmarks Naturfredningsforening i Odder til planerne for VitaPark

Vi finder det både modigt og fremsynet, at kommunen har købt hele det gamle sygehusområde, og vi tror, at VitaPark kan blive et aktiv for hele kommunen. I forhold til den første plan har vi med tilfredshed noteret, at der ikke længere er planlagt en gennemkørende vej, at der er taget hensyn til de gamle træer, som giver området karakter, og at der er skåret lidt ned i planerne for byggeri på området. Også stisystemet er blevet bedre end i den første plan.
Vores interesse for VitaPark skyldes primært, at den med sine seks hektar giver byen en enestående chance for at få et centralt område med bynær natur. Vi mener overordnet, at den eksisterende bygningsmasse på 15.000 kvadratmeter rigeligt dækker behovet, og vi mener derfor ikke, der bør bygges yderligere i parken, hvis området skal leve op til byrådets vision om en ”bypark som mødested for alle borgere i Odder”. Nybyggeri vil gøre området kompakt og dermed undergrave ideen om en bypark.
Området har indtil nu været betragtet som lidt privat, som noget, der hørte sygehuset til. Vi ser gerne parken blive brugt langt mere, og som en del af planen for VitaPark foreslår vi derfor, at der gøres en konkret indsats for at skaffe flest mulige indgange til området og at indgangene bliver tydeligt markeret. Vi foreslår også, at hækken ud mod Randlevvej fjernes, da det vil gøre parken langt mere indbydende. Vi glæder os over den kommende sø i den sydlige del af parken og mener fortsat, at den eksisterende sø bør oprenses og at der bør anlægges en bro over søen på dens smalleste sted – det vil give motionsløbere og andre gæster en ekstra oplevelse. Så mange som muligt af parkens gamle træer bør bevares, dels fordi de er en del af områdets historie, dels fordi de er med til at gøre VitaPark mere mangfoldig – med en gennemtænkt plan for træer og buske kan parken blive en rigtig god fuglelokalitet.
Vi støtter også de ideer, der er kommet fra borgere på Oddernettets debatforum: En løberute med elektronisk tidstagning og en skatebane – begge dele vil være med til at skabe liv i området.

Med venlig hilsen Formand for DN-Odder Ib Salomon, Borgergade 12, 8300 Odder

 

Om DN Odder

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for at bevare, beskytte og pleje Danmarks varierede og mangfoldige natur, samt for at fremme et rent og sundt miljø for alle. 

DN i Odder er en af Danmarks Naturfredningsforenings knap 100 afdelinger i Danmark, der koordinerer foreningens lokale arbejde i kommunerne.

Arbejdet handler primært om at bevare og pleje den spændende natur, som omgiver os.

Vi har mange arrangementer hvert år, hvor kommunens borgere er velkomne til at deltage og opleve naturen på første hånd!

 Se de aktuelle arrangementer i kalenderen

 Her på hjemmesiden kan du læse om os og vores arbejde – og om hvordan du selv kan være med!

Bliv frivillig aktiv

Kontakt DN Odder for at høre mere om vores aktiviteter. Vi vil rigtig gerne være flere i afdelingen, og der er masser af spændende ting at tage fat på. Kontakt os

Bliv medlem

Støt Danmarks Naturfredningsforenings arbejde – for dyrenes, naturens og ikke mindst din egen skyld.

Meld dig ind her

Nyt