Bagsværd Søpark. Udsigtsfredning
Udsigten på en sen mørk vinterdag fra Bagsværd Søpark, som er beskyttet med en udsigtsfredning. Copyright: Kurt Loftkjær
Historien kort
I forbindelse med anlæggelse af den ny Bagsværdvej (Ring IV) fra Bagsværd Hovedgade til Lyngby blev en række tidligere havearealer tilhørende daværende beboer på Aldershvilevej afskåret. I den forbindelse fremsattes fredningsforlag med henblik på at sikre udsigten fra vejen ud over søen.
Bagsværd Søpark ligger langs Bagsværds Sø på sydkanten af den tunneldal, der løber fra Furessøen ud mod Øresund og er samtidig en del af Hovedstadens grønne kile kendt under navnet Hareskovkilen. I dag kaldes det Sø- og skovkilen eller senest i HUR's regionplanlægning Ringen St. Vejleå- Mølleåen, jf. evt kort .
Området udmærker sig som det eneste sted i kommunen, hvor man kan se solnedgang over vand i Gladsaxe Kommune. Udsigten er bedst i den østlige ende ved "Barnets hus". Arealet mellem vejen og søen blev fredet i 1952.
Der stod i fredningen at fredningsmyndighederne "til enhver tid kan forlange den på arealet stående beplantning nedskåret, således at den frie udsigt fra Ringvej B4 over Bagsværd Sø ikke hindres".
Gladsaxe Kommune opkøbte efterhånden de fredede grundstykker og med tiden skabtes muligheden for at give borgerne adgang til Bagsværd Sø. På den måde skabte Gladsaxe Kommune efterhånden det, som blev Bagsværd Søpark og som giver fri adgang for spadserende hele vejen langs søbredden. Fra 1918 til 1935 kunne man bade i søen fra badeanstalten i Bagsværd Folkepark (senere Søpark).
I årtier har Gladsaxe Kommune bevidst undladt at følge fredningens ordlyd. I 2000 udarbejdede DN Gladsaxe sammen med Gladsaxe Kommune en længe savnet plejeplan.
Kort tid efter fortrød kommunen sin plejeplan for den del af området, som er fredskov og som i folkemunde kaldes "Elletrekanten" og i samarbejde med det daværende Københavns Amt udarbejdede man et fredningsforslag, hvor man hævdede at der var tale om en ellesump og at den var beskyttet iht. EU-habitatsreglerne.
Bagsværd Søpark blev i 2007 efter mange års tovtrækkeri begunstiget med en revision af fredningen og som det vigtigste kravet om en plejeplan. Den endelige fredningskendelse blev afsagt 2007.08.09.
Gladsaxe Kommune begyndte i efteråret 2007 at udarbejde et forslag til en plejeplan. DN Gladsaxe har i lighed med andre interessenter givet sine skriftlige forslag og idéer til forslaget. I følge fredningen skulle plejeplanen været færdiggjort 1. november 2007, men det er endnu ikke tilfældet. Implementering af plejeplanen skulle iht. fredningen være sket senest d. 1. april 2008.
Gladsaxe Kommune søgte d. 14. februar 2008 om Fredningsnævnet tilladelse til udsættelse af implementering af plejeplanen. Fredningsnævnet bevilligede tilsyneladende forlængelse af tidsrammen for implementering til september/oktober 2008.
I fredningen står anført:
"Der skal gives Bagsværd Grundejerforening, Danmarks Naturfrednings-forening, Dansk Ornitologisk Forening, Biodiversitetsgruppen og Friluftsrådet lejlighed til at udtale sig om plejeplanen. Uenighed om planens indhold og foranstaltningernes gennemførelse forelægges fredningsnævnet til afgørelse."
Kommunen, som endnu ikke har færdiggjort plejeplanen, har nu uden at tage denne bemærkning alvorlig gennemført en implementering og en naturødelæggelse, som synes uforståelig, da man for få år siden mente, at området skulle ophøjes til et særligt beskyttet område.
På den måde har Gladsaxe Kommune frataget DN Gladsaxes ret og mulighed for indsigelser mod denne ødelæggelse.
Gladsaxe Kommune har ikke været i tvivl om, at intressenterne skulle høres. Kommunen brugte netop dette argument til at få dispensation fra den i fredningen fastsatte tidsplan. I dispensationsansøgningen skrev kommunen:
"Det er kommunens opfattelse, at så længe den endelige plan ikke er godkendt og der stadig er klagemulighed, vil det være uhensigtsmæssigt, at gå i gang med rydnings-/beskæringsarbejderne."
En beboer på Bindeledet som ligger ikke langt fra området har i årevis fulgt området med dagbogsnotater, registreringer, malerier og tegninger. Hu kan fortælle om 44 forskellige fuglearter, beskyttede padder, 3 forskellige flagermus m.m. Hele biotopen synes at være ødelagt og måske for altid.
Gladsaxe Kommune har i forbindelse med den meget forsinkede implementering af plejeplan for Bagsværd Søpark ødelagt store dele af den natur. DN Gladsaxe har d. 30. september på dagen hvor arbejderne begyndte, klaget til Gladsaxe Kommune over den hårdhændede metode.
Først d. 7. oktober vælger forvaltningen at "standse" arbejderne. Ødelæggelserne er på dette tidspunkt vidt fremskredne.
Denne manglende naturforståelse har vi for ikke så lang tid siden set føre til ødelæggelserne af leve- og opholdssteder for stærkt beskyttede dyrearter i TV-Byen i Gyngemosen. Og det er den samme manglende forståelse, der har været en af grundene til at DN har rejst fredningssag for Bagsværd Sø og omgivelser.
Dele af parken er fredskov
Se også: http://www.fugleognatur.dk/lokalitetintro.aspx?ID=27448
Litteratur
Historisk-Topografisk Selskab i Gladsaxe har omtalt Bagsværd Søpark i sine årbøger:
1985-86: 36. 1987-88: 62
Klik her for at se Gladsaxe Kommunes foreløbige politiske behandlinger af Bagsværd Søpark
Kort over det fredede område

Klik her for kort i stor størrelse:
Bagsværd Søpark
Fredningskendelse

Klik her for Naturklagenævnets fulde fredningskendelse:
Bagsværd Søpark

Klik her for kortbilag til Naturklagenævnets fulde fredningskendelse:
Bagsværd Søpark
Bliv medlem
Støt Danmarks Naturfredningsforenings arbejde – for dyrenes, naturens og ikke mindst din egen skyld.