DN's jagtpolitik

DN mener, at jagt som udgangspunkt er en rekreativ beskæftigelse, og at jagt og vildtpleje skal harmonere med lokale naturværdier og friluftsliv. I den forbindelse af DN vedtaget en jagtpolitik bestående af 10 mål og 10 uddybende forklaringer på målene:
 

DN's mål for jagten i Danmark

1. Jagt og vildtpleje skal harmonere med lokale naturværdier og friluftsliv.
2. På offentligt ejede arealer skal jagten udfases. 
3. I EF-fuglebeskyttelsesområderne skal jagten udfases.
4. Jagten på fiskeriterritoriet skal være internationalt bæredygtig, og jagt fra motorbåd skal udfases.
5. Jagttider skal altid fastsættes efter forsigtighedsprincippet.
6. Udsætning og fodring af fuglevildt skal udfases. Genudsætninger kan accepteres på visse betingelser.
7. Falkejagt skal ikke tillades.
8. Der skal være fri bevægelighed for vildtet. Hegn kan under visse betingelser indgå i naturforvaltningen.
9. Beskyttelse og forvaltning af pattedyr og fugle skal ske efter naturbeskyttelsesloven – ikke jagtloven.
10. De jagtetiske regler skal indarbejdes i jagtloven.

DN's jagtpolitik er vedtaget af DN's forretningsudvalg 1. marts 2007.

Forklaring og uddybning af målene

1. Jagt og vildtpleje skal harmonere med lokale naturværdier og frilufts
Jagt medfører ofte gener for det lokale (ikke-jagtmæssige) friluftsliv og trusler mod den lokale natur. I de tilfælde, hvor der er konflikter, skal jagten underordne sig hensynet til den brede befolknings friluftsliv og hensynet til beskyttelsen af de lokale naturværdier.
 
2. På offentligt ejede arealer skal jagten udfases
Der er jagt på næsten alle privatejede arealer i Danmark. Derfor bør de offentligt ejede arealer – som kun udgør fem procent af landets areal – være jagtfrie områder til gavn for en række vildtarter og glæde for den overvejende del af befolkningen, som ikke er jægere.
 
Regulering af hjortevildt og ræv samt invasive arter som f. eks. amerikansk mink bør tillades. Det er begrundet i, at disse arter ikke (længere) i nævneværdigt omfang har naturlige predatorer. Derfor kan de lave uacceptable skader på plante- og dyreliv, herunder jordbrugets afgrøder og husdyr. Derudover er minken udtryk for faunaforurening, som forringer den vilde natur.
 
Som et led i en udfasning, skal jagten være ophørt på mindst 25 procent af de offentligt ejede arealer inden 2010.
 
3. I EF-fuglebeskyttelsesområderne skal jagten udfases
En effektiv naturbeskyttelse - specielt af trækfugle - er meget afhængig af, at indsatsen koordineres internationalt. Derfor lægger DN særlig vægt på et højt beskyttelsesniveau i de internationale naturbeskyttelsesområder.
 
Danmark har især i de marine områder særligt mange, særligt store og særligt vigtige EF-fuglebeskyttelsesområder for en række jagtbare fuglearter. Det er – specielt i jagttiden – vigtigt, at de mange fugle får den fornødne fred, især i de åbne vådområder. Derfor skal jagten i EF-fuglebeskyttelsesområderne på sigt udfases, og i den proces skal de udpegede marine og ferske vådområder prioriteres som de områder, hvor jagten først skal ophøre.
 
Som et led i en udfasning, skal jagten være ophørt på mindst 25 procent af arealet i fuglebeskyttelsesområderne inden 2010.
 
4. Jagten på fiskeriterritoriet skal være internationalt bæredygtig, og jagt fra motorbåd skal udfases
Tidligere tiders frie jagt på fiskeriterritoriet har ikke længere betydning for forsørgelsen af "den lille mand". Derfor skal den frie jagt på havet og fjordene være mindst lige så restriktiv og etisk forsvarlig som på landjorden.
 
Meget lange jagttider og jagt fra motordrevet båd, som er forbudt i mange lande i Europa, strider mod Danmarks store betydning for netop de marine "ansvarsarter" blandt vandfuglene. Derfor skal motorbådsjagten udfases, så havjagten bliver internationalt forsvarlig. Danmark har et særligt internationalt ansvar over for følgende marine, jagtbare arter: Toppet skallesluger, stor skallesluger, pibeand, troldand, hvinand, bjergand, sortand, edderfugl og blishøne.
 
Havjagten, som foregår fra en ofte gyngende båd, medfører et uforholdsmæssigt stort antal anskydninger.
 
5. Jagttider skal altid fastsættes efter forsigtighedsprincippet
Mange faktorer har betydning for det vilde dyrelivs trivsel. Jagten er en af de vigtige faktorer – og samtidig umiddelbart styrbar for samfundet. Derfor skal jagttider fastsættes efter forsigtighedsprincippet, og der skal kunne være andre kriterier for fastsættelse af jagt end fastholdelse af den bestemt størrelse af en bestand - f.eks. et ønske om at udvide en bestand ved at forbyde eller formindske jagten.
 
Arter som f.eks. skeand, knarand og blishøne ville sandsynligvis blive mere talrige og videre udbredt som ynglefugle i Danmark, hvis man reducerede jagttrykket. Historiske eksempler viser, at totalfredning af f. eks. knopsvane, gravand, musvåge og skarv samt forårsfredning af grågås resulterede i markante bestandsfremgange.
 
Jagttider bør ikke udvides
Normalt virker udvidet jagttid forstyrrende på de berørte arters adfærd og forekomst i det danske landskab, og jagt kan også virke forstyrrende på andre, ikke jagtbare arter, der forekommer på samme sted.
 
Jagt i januar bør udfases
I januar bør jagt af biologiske og etiske grunde på sigt ophøre. Men arter som f.eks. ræv og krage, bør kunne reguleres i en længere periode af hensyn til mere sårbare arter.
 
Også af hensyn til det almindelige friluftsliv i f.eks. skove og naturområder finder DN det vigtigt, at jagten så vidt muligt begrænses til den biologisk optimale periode for jagtlig høst i årets sidste måneder.
 
6. Udsætning og fodring af fuglevildt skal udfases. Genudsætninger kan accepteres på visse betingelser
Naturen bør forvaltes og plejes, så der bliver en naturligt større bestand af jagtbare arter. Udsætning og fodring af ænder, fasaner og agerhøns med henblik på jagt har store negative konsekvenser for naturen, især vandmiljøet. Desuden drives "jagten" på masseudsatte fugle ofte på en etisk problematisk måde.
 
Genudsætning af f.eks. krondyr, rådyr, hare og agerhøne på isolerede øer (hvortil arterne ikke naturligt kan genindvandre) skal være mulig, når naturgrundlaget er til stede, og der er generel lokal opbakning.
 
Fodring må kun finde sted, når formålet er at sikre en lokal bestands overlevelse i hårde vintre.
 
7. Falkejagt skal ikke tillades
Det har i mange år været diskuteret, om jagt med falk skal tillades i Danmark. Der er imidlertid en nærliggende risiko for, at falkejagten vil medføre øget faunakriminalitet i form af indfangning af vildtlevende rovfugle. Desuden er det etisk problematisk at holde rovfugle i fangenskab. Derfor er DN imod, at falkejagt tillades i Danmark.
 
8. Der skal være fri bevægelighed for vildtet. Hegn kan dog under visse betingelser indgå i naturforvaltningen.
Generelt er der i Danmark et problem med manglende regler for hegning i det åbne land.
 
Større indhegninger, der hindrer de større pattedyrs naturlige vandringer i landskabet, vil ofte også være i strid med naturbeskyttelsesloven og kan som udgangspunkt ikke accepteres.
 
Følgende hegninger kan normalt accepteres:

• Hegning om nye dyrehaver, hvis det sker efter myndighedernes tilladelse, og ikke formindsker publikums adgang:
• Hegning i større nationalparker, naturparker og lignende, hvis hegningen mærkbart fremmer naturindholdet. Men sådanne hegninger må ikke i sig selv formindske befolkningens hidtidige adgangsmuligheder.
• Hegning på kortere strækninger, hvor det kan dokumenteres, at det sker for at undgå "hegnsjagt", altså at naboer høster urimeligt af vildtet på bekostning af en ejer, der værner om det. Opsætning kan ske efter tilladelse fra en statslig vildtkonsulent.

9. Beskyttelse og forvaltning af pattedyr og fugle skal ske efter naturbeskyttelsesloven – ikke jagtloven
Vilde dyr er en del af naturen, hvad enten de er jagtbare eller ej. Derfor bør forvaltningen af pattedyr og fugle tages ud af jagtloven og ind i naturbeskyttelsesloven, som regulerer al anden naturforvaltning. Fastsættelse af jagttider, regulering mm. bør også fremover fastlægges igennem bekendtgørelser.
 
10. De jagtetiske regler skal indarbejdes i jagtloven
De jagtetiske regler skal respekteres og gøres juridisk bindende ved i videst muligt omfang at blive skrevet ind i jagtloven og tilhørende bekendtgørelser. Der skal desuden altid være et etisk rimeligt forhold mellem de arealstørrelser, hvortil jagtretten i det konkrete tilfælde haves, og de nedlagte mængder af jagtbare arter.